Sammen kommer vi fra idé til virkelighed
I de fleste foreninger er der masser af gode idéer til nye aktiviteter, tilbud og forbedringer. Men ofte bliver de ikke til noget, fordi de frivillige allerede har rigeligt at se til med den daglige drift.
Det kan også være, at idéen er der, men pengene mangler.
Hos Foreningscoach hjælper vi med at udvikle projektidéer, finde finansiering og gennemføre projekterne. Vi kan stå for hele processen eller blot de dele, hvor I har brug for hjælp.
I mange tilfælde er det muligt at søge midler hos fonde og puljer, så både projektets aktiviteter og vores arbejde kan finansieres uden at belaste foreningens egen økonomi.

Vi kan både søge pengene og lede projektet
De frivillige skal helst bruge deres tid på det, de brænder for. Vi kan tage os af projektledelsen og det administrative arbejde, så foreningen ikke skal finde frivillige til alle opgaverne.

Udvikling af projektidé
Vi tager udgangspunkt i jeres idéer og ønsker og hjælper med at udvikle dem til et konkret projekt.
Hvad vil I gerne opnå? Hvem skal være med? Hvilke aktiviteter skal gennemføres? Og hvordan kan projektet tilrettelægges, så det både giver værdi for foreningen og har gode muligheder for at få støtte?
Vi hjælper blandt andet med projektbeskrivelser, aktivitetsplaner, budgetter og eventuelle samarbejdspartnere.

Finansiering og fondsansøgninger
Vi undersøger, hvilke fonde og puljer der kan være relevante for projektet, og hjælper med at udarbejde ansøgninger og budgetter.
Det er vigtigt, at projektet passer til både foreningens ønsker og de krav, som den enkelte fond eller pulje stiller.
Vi står gerne for det meste af ansøgningsarbejdet, men udvikler naturligvis ansøgningen i samarbejde med jer.

Projektledelse og gennemførelse
Når projektet skal gennemføres, kan vi også hjælpe med projektledelsen og det praktiske arbejde.
Vi står eksempelvis meget gerne for projektledelse, koordinering, møder, kontakt til samarbejdspartnere og opfølgning på økonomi og aktiviteter.
Det betyder, at de frivillige kan koncentrere sig om de opgaver, de selv ønsker at løse, mens vi hjælper med at holde styr på projektet og sikre fremdrift.
Vi kan også hjælpe med evaluering og den afrapportering, som en fond eller pulje kræver.
Du kan se eksempler på projekter, vi arbejder med, og erfaringer fra tidligere projekter under Projekter og erfaringer.
Har I en projektidé?
Det behøver ikke være et færdigt projekt, før I kontakter os.
Fortæl os, hvad I gerne vil lave, så kan vi tage en snak om, hvordan projektet kan udvikles, finansieres og gennemføres.
Hvordan fungerer betalingen?
Mulighed for no-cure-no-pay
Vores anbefalede løsning er, at vi er med i hele projektforløbet som fx projektleder eller projektkoordinator. Derved kan foreningen spare ressourcer på administrativt arbejde, ligesom vores honorar kan finansieres af midlerne fra fonden eller puljen. Tildeles midlerne ikke, skal vi ikke have betaling for det arbejde, vi har udført i forbindelse med udvikling af projektidéen og udarbejdelse af ansøgningen.
Ønsker I kun hjælp til at udvikle projektet eller skrive ansøgningen, aftaler vi enten en fast pris eller betaling efter timeforbrug.